Carls Pikipikitur
Min tur på motorcykel
Jeg købte en motorcykel og kørte landet tørt. Over 10.000 km! Her har jeg set elefanter, zebraer, giraffer, hyæner, aber i massevis og en del flere ting. Turen varede 40 dage med nogle ophold ind i mellem, da jeg fx stødte på det andet hold af voluntører. På trods af nogle få styrt og flere ubekvemme situationer, var det, alt i alt, en fuldstændig fantastisk tur. Jeg fik set landet på en helt ny måde og kom virkelig ind under huden på den lokale kultur og menneskene. Da mange ikke snakker engelsk, var jeg tvunget til at lære og bruge swahili, hvilket også var noget af en omvæltning!
Hvordan forløb en dag på motorcykel?
Hver morgen pakkede jeg hurtigt mine ting sammen, fandt en lokal morgenmad, og startede dagens nye eventyr tidligt! Jeg havde købt et helt gammelt og brugt fold-ud-kort, som jeg brugte til at navigere rundt efter, og ellers spurgte jeg de lokale om vej. Kun med en lille smule hjælp fra google maps til at vurdere hvorvidt jeg ville kunne nå frem til destinationer inden mørkets frembrud.
Jeg kørte ca. 350 km om dagen, og stoppede nogle gange for at stå af, strække ryg og kigge lidt rundt, hvis det var specielt smukt. Ellers holdt jeg ind et par gange for at købe mad, ofte ris med bønner, kød, spinat og grønsager. Super lækkert, og til en beskeden pris af 3 kr.
Efter jeg fik mit første, og heldigvis eneste, brandsår på benet fra udstødningen, fik jeg en idé, og så begyndte jeg at eksperimentere meget med at lave mad på udstødningsrøret, da det jo var så varmt. Jeg fandt noget folie, som jeg kunne pakke kød eller æg ind i, og på den måde stege det på udstødningsrøret eller motoren. Udkommet svingede meget(!). En ting, der altid virkede godt, var da jeg købte en metaldåse, jeg kunne fylde med vand og sætte på motoren. Så gik der ikke lang tid før jeg havde varmt vand til kaffen!
Når klokken blev omkring 15, ville jeg finde den nærmeste landsby, hvor jeg skulle finde et sted at sove. Det handlede om at spørge de lokale om vej til et “guest house”, som jeg oftest kunne finde. Her smed jeg 12-30 kr. alt efter hvor mange kakerlakker og mus jeg ville have med i prisen.
Hvorfor gjorde jeg det?
Jeg havde hørt, at én af de gamle volontører havde en motorcykel stående i byen Bagamoyo, hvor jeg boede, og tænkte: “Tjoo, hvorfor ikke?”. Så fik jeg et par lektioner af en lokal “Boda boda”, en motorcykel-taxi-fyr, og købte derefter motorcyklen fra den gamle volontør.
Bare den første følelse jeg havde, siddende der, på min helt egen motorcykel, var det hele værd. Det var så vildt at vide, at denne maskine kunne tage mig hvorhen jeg havde lyst til, når jeg ville. Jeg kunne, for søren, tage afsted samme dag, hvis det skulle være dét! Normalt, når man vil lave noget, skal man altid tænke frem og finde fritid i sin kalender osv., men ikke her. Her kunne jeg gøre det med det samme. Og derfor gik der heller ikke lang tid før jeg plottede de første byer ind på mit kort, og kørte ud i det blå.
Hvad har jeg lært?
Jeg har selvfølgelig lært det basale swahili samt hvordan man begår sig i den lokale kultur. Ud over det, var det virkelig lærerigt og dannende på rigtigt mange måder. Selvfølgelig lærte jeg at sætte pris på hvad jeg har osv. men den historie kender I vel!
Gode råd
Lad være med at have en deadline for hvornår du skal være et bestemt sted. Jeg opdagede en masse spændene steder jeg ville hen, steder jeg havde lyst til at blive, og ting jeg havde lyst til at gøre, der gjorde, at jeg ikke ville have kunnet nå det, hvis jeg skulle “overholde” min tidsplan. Det er omvejene, forsinkelserne og friheden, der gør turens variationer og bedste oplevelser.
Vær klar over, at man bliver presset, og at det ikke altid går som det skal. Jeg ramte regn mange dage i træk, så vejene blev til mudder, mit tøj og min taske gennemblødt, og der var ingen chance for at få det tørt i lang tid. Det var ærgerligt, men det er en del af pakken. Jeg styrtede en tre-fire gange, og nogle gange værre end andre. Jeg måtte f.eks. holde stop i et par dage efter et styrt, da jeg havde fået nogle slag, der gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte med det samme. Dét er ikke sjov og spas, så man skal være klar over, at der selvfølgelig er en risiko.
Jeg var sted alene, men det kan klart anbefales at gøre det med en ven! Når man er to, har man én at dele og huske det med. Ud over det, kan man hjælpe hinanden igennem trælse situationer, dele bagage og klare lidt mere sammen. Det er selvfølgelig ikke sagt, at det ikke er fedt alene! Det var på mange måder en dannelsesrejse for mig, men nok på en anden måde, end hvis vi havde været to.
Husk endelig at tage en ekstra dunk benzin med. Jeg havde blot to halvandenlitersflasker med, og det fungerede nogenlunde til der hvor jeg var. Få gange måtte jeg købe “lokalt importeret” (vandflasker de selv har fyldt med benz, og fragtet det til deres landsby), men ellers gik det. Jeg kunne køre omkring 350-400km på en fuld tank.
Og selvfølgelig skal man huske at tage en masse billeder.
Den sidste ting er blot en opfordring til at turde. Der er så mange ting man ikke tør, og derfor ikke gør. Det er en skam, for hvis ikke man afprøver sine grænser, kommer man ikke videre. Tag afsted, vær nysgerrig og pas på dig selv.
Det blev kort og godt, så hvis du har nogle spørgsmål eller anbefalinger, vil jeg hellere end gerne hjælpe! Find mig evt. på Facebook -
Carl Damm
